OM PROJEKTET
HVIS LANDET KUNNE TALE
– musik- og kunstprojekt med børnehavebørn
Ide og gennemgående kunstner: Hanne Tofte Jespersen, komponist og sanger
Under vejnettet, under og omkring enhver daginstitution ligger et stykke levende land, som har ligget der meget længe.
HVIS LANDET KUNNE TALE, ville det have meget at fortælle. Jeg besluttede, at jeg ville sætte dets tavse tale i musik sammen med børnehavebørn.
– Jeg vandrer med børnene i deres nærområde. Vi lytter til træer, sten. Lægger øret ned i fliserne eller i græsset. Ser ud over vand. Går med usynligt tape for munden, så vi bedre kan høre. Kigger op i himlen, følger en fugl. Kigger på lav og mos, på alskens vækster og på, hvad der kravler og flyver rundt imellem. Ser så langt vi kan.
‘ Hvis man synger ind i blomsten, synger den tilbage’.
Jeg spørger børnene undervejs , hvad de hører og ser.
‘ Jorden hviskede noget.’
‘Den her sten siger en mærkelig lyd.’
‘Jeg kan høre en lille lyd, der er så lille, at man næsten ikke kan høre den.’
Vi finder pinde og sten og spiller på stubbe, hegn, cykelstativer eller sten mod sten. Taler om, hvordan her har set ud før.’De havde været træer’, sagde et barn, da vi gik mellem væltede træer.
Når det er tid til at vende hjem, siger jeg:
‘Nu begynder hjemturen, og det er en syngende hjemtur. Man må synge, lige hvad man vil. Det kan være noget, der kommer ud af jorden eller ud af hovedet. Det må gerne være noget, man finder på.’
– Hvis man siger det til 4-5 årige, begynder mange børn umiddelbart at synge. Deres sang lyder anderledes end min. Det er tit små motiver. Nogle gange får et barn fat i noget, som bliver til en hel sang. Det er fx tilfældet med 2.halvdel af ‘Hvis det hele kunne tale på een gang’, hvor både tekst og melodi er noget, en pige sang sig frem til, efter at hun og anden havde fundet ‘magiske sten’.
– Jeg har en optager med. Jeg skriver børnenes spontansang ned og komponerer ud fra det. En sang pr børnehave, instrumenteret for akustisk triobesætning, børnestemmer & bevægelse. Jeg skriver mellemspil, så sangene i et område bliver forbundet, når vi til sidst opfører dem samlet.
Børnenes ytringer bruger jeg til sangtekst:
‘ Jorden talte nedenunder vandet’.
‘ Jeg spurgte træet: – Ka’ du høre mig? Og det kunne det’.
‘ Se! En snegl, den kan gå’.
‘ Hvis alle skraldespandene havde været egetræer, så kunne det hele bare være smukt.’
‘ Måske er det en fuglespiser, der har gravet et hul, og det er et fangehul.’
– Det er en speciel kompositionsmetode og -proces. Jeg skal bruge børnenes motiver, så de er genkendelige for dem og så vidt muligt deres formuleringer. Samtidig skal jeg skabe et musikværk ud af det, der levendegør barnets erindring om deres egne sansninger i en kunstnerisk form.
Inden den første vandretur besøger jeg hver børnehave sammen med en musiker og lærer dem en fælles sang: Kommer der en sang ud af jorden, hvis landet kunne tale?
Mens jeg komponerer, har børnene billedværksted. Det står billedkunstner Alison Michell for. Børnene fortæller hende, hvad de har oplevet på turene, og jeg har også sendt Alison mine dagbogsoptegnelser. Hver børnehave laver et fælles lærred. Maler en bund og laver spor i den. Tegner hvad de har set, klipper det ud og klistrer det på lærredet. Når billedet er færdigt, står det som en levende myriade over vores ture.
Når sangene er skrevet, kommer jeg på tre workshopbesøg: For hver gang har jeg en musiker med, så børnene i alt får mødt tre instrumentalister med hver deres instrument, når vi øver den nye sang.
De oplevelser, børnene har haft på turene, bevares i kraft af billed- og musikværk. En sekvens af to vandreture rummer utrolig meget ‘stof’. Sangværk og billede gør, at vi kan fastholde erindringen. Indstuderingen af musikken med børnene skaber mange momenter, hvor et barn pludselig genkalder en episode, noget det så, sagde, gjorde på turen. Den kunstneriske bearbejdelse gør det dyrebart.
Fjerde besøg er en generalprøvekoncert ude i hver børnehave, hvor alle tre musikere medvirker sammen med børnene og mig.
Hver projektperiode rundes af med en afslutningskoncert i området, fælles for de fem børnehaver. Forældrene indbydes, så de kan få indblik i processen.
Bagtæppe til hver koncert udgøres af de fælles lærreder.
Hver institution udvælger desuden deres bedste fotos fra processen til en udstilling i Roskilde Kommunes Kulturbus, som på afslutningsdagen er parkeret foran spillestedet.
Musikerne indspiller musikken. Indspilningerne gøres frit tilgængelige på www.hvislandetkunnetale.dk
fotos fra de i alt 8 afslutningskoncerter: https://www.hvislandetkunnetale.dk/fotoserier/
FACTS
Et projekt forløber over seks uger; i fem børnehaver i hvert projektmodul.
Hver børnehave/børnehus vælger 28-32 børn blandt de 4-5 årige til projektets kernegruppe; dvs kunstnerne arbejder med ca 150 børn i hver 6 ugers periode. Har et børnehus ikke børn nok til en gruppe, kan de gå sammen med et andet børnehus i området.
I alt 48 børnehuse / 1250 børn i Roskilde Kommune har været med i 2014-17.
Samlet budget i 2014-17: kr 1.065.000,
finansieret primært af Roskilde Kommune suppleret med tilskud fra Statens Kunstfonds Huskunstnerordning, og i 2014 også fra Dansk Musiker Forbund og Dmf Roskilde.
Med projektet maj-juni 2017 har projektet nået ud i samtlige otte områder, som Roskilde Kommunes børnehuse er opdelt i.